El abecedario
Érase una vez un hombre que había compuesto
versos para el abecedario, siempre dos para cada letra, exactamente como vemos
en la antigua cartilla. Decía que hacía falta algo nuevo, pues los viejos
pareados estaban muy sobados, y los suyos le parecían muy bien. Por el momento,
el nuevo abecedario estaba sólo en manuscrito, guardado en el gran
armario-librería, junto a la vieja cartilla impresa; aquel armario que contenía
tantos libros eruditos y entretenidos. Pero el viejo abecedario no quería por
vecino al nuevo, y había saltado en el anaquel pegando un empellón al intruso,
el cual cayó al suelo, y allí estaba ahora con todas las hojas dispersas. El
viejo abecedario había vuelto hacia arriba la primera página, que era la más
importante, pues en ella estaban todas las letras, grandes y pequeñas. Aquella
hoja contenía todo lo que constituye la vida de los demás libros: el alfabeto,
las letras que, quiérase o no, gobiernan al mundo. ¡Qué poder más terrible!
Todo depende de cómo se las dispone: pueden dar la vida, pueden condenar a
muerte; alegrar o entristecer. Por sí solas nada son, pero ¡puestas en fila y
ordenadas!... Cuando Nuestro Señor las hace intérpretes de su pensamiento,
leemos más cosas de las que nuestra mente puede contener y nos inclinamos
profundamente, pero las letras son capaces de contenerlas.
Pues allí estaban, cara arriba. El gallo de la A
mayúscula lucía sus plumas rojas, azules y verdes. Hinchaba el pecho muy ufano,
pues sabía lo que significaban las letras, y era el único viviente entre ellas.
Al caer al suelo el viejo abecedario, el gallo
batió de alas, subióse de una volada a un borde del armario y, después de
alisarse las plumas con el pico, lanzó al aire un penetrante quiquiriquí. Todos
los libros del armario, que, cuando no estaban de servicio, se pasaban el día y
la noche dormitando, oyeron la estridente trompeta. Y entonces el gallo se puso
a discursear, en voz clara y perceptible, sobre la injusticia que acababa de
cometerse con el viejo abecedario.
- Por lo visto ahora ha de ser todo nuevo, todo
diferente - dijo -. El progreso no puede detenerse. Los niños son tan listos,
que saben leer antes de conocer las letras. "¡Hay que darles algo
nuevo!," dijo el autor de los nuevos versos, que yacen esparcidos por el
suelo. ¡Bien los conozco! Más de diez veces se los oí leer en alta voz. ¡Cómo
gozaba el hombre! Pues no, yo defenderé los míos, los antiguos, que son tan
buenos, y las ilustraciones que los acompañan. Por ellos lucharé y cantaré.
Todos los libros del armario lo saben bien. Y ahora voy a leer los de nueva
composición. Los leeré con toda pausa y tranquilidad, y creo que estaremos
todos de acuerdo en lo malos que son.
A. Ama
Sale el ama endomingada
Por un niño ajeno honrada.
B. Barquero
Pasó penas y fatigas el barquero,
Mas ahora reposa placentero.
-Este pareado no puede ser más soso. - dijo el
gallo - Pero sigo leyendo.
C. Colón
Lanzóse Colón al mar ingente,
y ensanchóse la tierra enormemente.
D. Dinamarca
De Dinamarca hay más de una saga bella,
No cargue Dios la mano sobre ella.
- Muchos encontrarán hermosos estos versos -
observó el gallo - pero yo no. No les veo nada de particular. Sigamos.
E. Elefante
Con ímpetu y arrojo avanza el elefante,
de joven corazón y buen talante.
F. Follaje
Despójase el bosque del follaje
En cuanto la tierra viste el blanco traje.
G. Gorila
Por más que traigáis gorilas a la arena,
se ven siempre tan torpes, que da pena.
H. Hurra
¡Cuántas veces, gritando en nuestra tierra,
puede un "hurra" ser causa de una
guerra!
- ¡Cómo va un niño a comprender estas alusiones!
- protestó el gallo -. Y, sin embargo, en la portada se lee: "Abecedario
para grandes y chicos." Pero los mayores tienen que hacer algo más que
estarse leyendo versos en el abecedario, y los pequeños no lo entienden.
¡Esto es el colmo! Adelante.
J. Jilguero
Canta alegre en su rama el jilguero,
de vivos colores y cuerpo ligero.
L. León
En la selva, el león lanza su rugido;
vedlo luego en la jaula entristecido.
Mañana (sol de)
Por la mañana sale el sol muy puntual,
mas no porque cante el gallo en el corral.
Ahora las emprende conmigo - exclamó el gallo -.
Pero yo estoy en buena compañía, en compañía del sol. Sigamos.
N. Negro
Negro es el hombre del sol ecuatorial;
por mucho que lo laven, siempre será igual.
O. Olivo
¿Cuál es la mejor hoja, lo sabéis? A fe,
la del olivo de la paloma de Noé.
P. Pensador
En su mente, el pensador mueve todo el mundo,
desde lo más alto hasta lo más profundo.
Q. Queso
El queso se utiliza en la cocina,
donde con otros manjares se combina.
R. Rosa
Entre las flores, es la rosa bella
lo que en el cielo la más brillante estrella.
S. Sabiduría
Muchos creen poseer sabiduría
cuando en verdad su mollera está vacía.
- ¡Permitidme que cante un poco! - dijo el gallo
-. Con tanto leer se me acaban las fuerzas. He de tomar aliento -. Y se puso a
cantar de tal forma, que no parecía sino una corneta de latón. Daba gusto oírlo
- al gallo, entendámonos -. Adelante.
T. Tetera
La tetera tiene rango en la cocina,
pero la voz del puchero es aún más fina.
U. Urbanidad
Virtud indispensable es la urbanidad,
si no se quiere ser un ogro en sociedad.
Ahí debe haber mucho fondo - observó el gallo -,
pero no doy con él, por mucho que trato de profundizar.
V. Valle de lágrimas
Valle de lágrimas es nuestra madre tierra.
A ella iremos todos, en paz o en guerra.
- ¡Esto es muy crudo! - dijo el gallo.
X. Xantipa
- Aquí no ha sabido encontrar nada nuevo:
En el matrimonio hay un arrecife,
al que Sócrates da el nombre de Xantipe.
- Al final, ha tenido que contentarse con
Xantipe.
Y. Ygdrasil
En el árbol de Ygdrasil los dioses nórdicos
vivieron,
mas el árbol murió y ellos enmudecieron.
- Estamos casi al final - dijo el gallo -. ¡No es poco consuelo! Va el último:
Z. Zephir
En danés, el céfiro es viento de Poniente,
te hiela a través del paño más caliente.
mas el árbol murió y ellos enmudecieron.
- Estamos casi al final - dijo el gallo -. ¡No es poco consuelo! Va el último:
Z. Zephir
En danés, el céfiro es viento de Poniente,
te hiela a través del paño más caliente.
- ¡Por fin se acabó! Pero aún no estamos al cabo de
la calle. Ahora viene imprimirlo. Y luego leerlo. ¡Y lo ofrecerán en
sustitución de los venerables versos de mi viejo abecedario! ¿Qué dice la asamblea
de libros eruditos e indoctos, monografías y manuales? ¿Qué dice la biblioteca?
Yo he dicho; que hablen ahora los demás.
Los libros y el armario permanecieron quietos, mientras el gallo volvía a situarse bajo su A, muy orondo.
- He hablado bien, y cantado mejor. Esto no me lo quitará el nuevo abecedario. De seguro que fracasa. Ya ha fracasado. ¡No tiene gallo!.
Los libros y el armario permanecieron quietos, mientras el gallo volvía a situarse bajo su A, muy orondo.
- He hablado bien, y cantado mejor. Esto no me lo quitará el nuevo abecedario. De seguro que fracasa. Ya ha fracasado. ¡No tiene gallo!.
Fin
--------------------------------------
ABC-Bogen
Der var en Mand, som havde skrevet nogle nye Vers til "Abc-Bogen"; saadan to Linier til hvert Bogstav, ligesom i den gamle Abc; han syntes, at man skulde have noget Nyt, de gamle Vers vare saa forslidte, og han syntes nu altid saa godt om sine egne. Den nye Abc laae endnu kun skrevet, og den var ved Siden af den gamle trykte stillet hen i det store Bogskab, hvori der stode saa mange lærde Bøger og moersomme Bøger, men den gamle Abc vilde nok ikke være Nabo til den nye og var derfor sprunget fra Hylden og havde i det samme givet et Skub til den nye, saa den ogsaa laae paa Gulvet og det med alle sine løse Blade spredte rundtom. Den gamle Abc vendte opad den første Side, og det er den vigtigste i den, der staae alle Bogstaverne, de store og smaa. Det Blad har nu Alt, hvad alle de andre Bøger leve af, Alphabetet, Bogstaverne, dem, der dog regjere i Verden; en forfærdelig Magt har de! det kommer alene an paa, hvorledes de kommanderes til at staae; de kunne give Liv, slaae ihjel, glæde og bedrøve. Enkelte opstillede betyde de Ingenting, men stillede i Geled, - ja, da vor Herre lod dem lægge under sine Tanker, fornam vi mere, end vi mægtede at bære, vi bøiede os dybt, men Bogstaverne mægtede at bære det.
Der laae de nu og vendte opad! og Hanen i det store A straalede med røde, blaae og grønne Fjer; han brystede sig, for han vidste hvad Bogstaverne betød og at han var den eneste Levende i dem.
Da gamle Abc-Bog faldt paa Gulvet slog han med Vingerne, fløi ud og satte sig paa en Kant af Bogskabet, glattede sig med Næbet, og galede, saa det skingrede efter. Hver Bog i Skabet, som ellers Nat og Dag stod ligesom i en Døs, naar den ikke var i Brug, fornam det Trompetstød - og saa talede Hanen høit og lydeligt om den Uret, der var gjort den værdige gamle Abc-Bog.
"Alting skal nu være nyt, være anderledes!" sagde den, "Alt skal være saa fremad, Børn ere saa kloge, at de nu kunne læse før de kjende Bogstaver. ""De skulle have lidt Nyt!"" sagde han, der skrev de nye Abc-Vers, som ligge der spredte paa Gulvet. Jeg kjender dem! meer end ti Gange har jeg hørt ham læse dem op for sig selv, det var ham saadan en Fornøielse, nei, maa jeg bede om mine egne, de gode gamle med Xanthus, og de Billeder, der høre til; dem vil jeg kjæmpe for, dem vil jeg gale for! enhver Bog i Skabet kjender dem vel! nu skal jeg læse de skrevne nye! læse dem med al Rolighed! lad os saa være enige om, at de ikke due!"
A. Amme.
En Amme gaaer i Søndagsklæder,
Og Andres Børn er hendes Hæder.
B. Bonde.
En Bonde før leed stor Fortræd,
Nu er han tidt for meget med!
"Det Vers finder jeg nu inderligt flaut!" sagde Hanen, "men jeg læser videre!"
C. Columbus.
Columbus over Havet foer,
Og Jorden den blev dobbelt stor!
D. Danmark.
Om Danmarks Rige Sagnet gaaer,
Gud ei sin Haand af Danmark slaaer!
"Det vil nu Mange finde saa kjønt!" sagde Hanen, "men det gjør jeg ikke! jeg finder nu Ingenting kjønt her! - videre!"
E. Elephant.
En Elephant gaaer altid tungt,
Om ogsaa Hjertet det er ungt!
F. Formørkelse.
Formørkelse gjør Maanen godt,
Den gaaer saa længe med Kalot!
G. Galten.
Om Galten end faaer Ring i Næsen,
Han lærer ei det fine Væsen.
H. Hurra.
Tidt er et Hurra paa vor Jord
Et meget ubesindigt Ord!
"Hvor skal nu et Barn forstaae det!" sagde Hanen, "der staaer rigtignok paa Titelbladet: "Abc-Bog for Store og Smaa," men de Store have Andet at bestille end læse Abc-Vers og de Smaa kunne ikke forstaae det! Der er en Grændse med Alt! Videre!"
J. Jord.
Vor Jord er vor Moder saa rund og saa stor,
Og vi gaae tilsidst igjen i vor Moer!
"Det er nu raat!" sagde Hanen.
K. Ko. Kalv.
En Ko er Tyrens Madamme,
Og Kalven kan blive det samme!
"Hvor skal man nu * kunne forklare for Børn det Familieskab?"
L. Løve. Lorgnet.
Den vilde Løve har ei Lorgnet,
Det har den tamme i Nummer-Parquet.
M. Morgensol.
Op staaer den gyldne Morgensol,
Men ei fordi Gaardhanen goel.
"Nu faaer jeg Grovheder!" sagde Hanen; "men jeg er da i godt Selskab, i Selskab med Solen! videre!"
N. Neger.
Sort er en Neger al sin Tid,
Ham kan man ikke vaske hvid.
O. Olieblad.
Det bedste Blad - ja veed Du hvad?
Det var dog Duens Olieblad.
P. Pande.
Tidt rummes i Menneskets Pande,
Hvad knap kan rummes i Tider og Lande.
Q. Qvæg.
At eie Qvæg er stort og godt,
Selv være Qvæg, det er kun smaat.
E. Rundetaarn.
Skjøndt man er skabt som Rundetaarn,
Er man derfor ei høivelbaar'n.
S. Sviin.
Lad det Dig ikke gjøre hoven,
At Du har mange Sviin paa Skoven.
"Tillader De nu, jeg galer!" sagde Hanen, "det tager paa Kræfterne at læse saa meget! man maa trække Veiret!" - og saa galede den, saa at det skingrede som Messing-Trompet, og det var en stor Fornøielse at høre paa - for Hanen. "Videre!"
T. Theekedel. Theemaskine.
Theekedlen fik kun Skorsteens-Rang,
Og har dog Theemaskinens Sang.
U. Uhret.
Skjøndt Uhret stadigt slaaer og gaaer,
Midt i en Evighed man staaer!
"Det skal nu være saa dybt," sagde Hanen, "men jeg kan ikke hitte det paa Bunden!"
V. Vaskebjørn.
En Vaskebjørn kan vaske Tingen
Saa længe, at den bliver ingen!
X. - -
"Her har han ikke kunnet finde paa noget Nyt!"
I Ægteskabs-Sø skal der findes en Klippe,
Af Socrates blev den betegnet Xanthippe.
"Han maatte dog tage Xanthippe. Xanthus er nu bedre!"
Y. Ygdrasil.
Under Ygdrasil-Træ var Gudernes Sted, -
Træet er dødt og Guderne med!
"Nu er vi snart ude!" sagde Hanen, "det er altid en Trøst. Videre frem."
Æ. Æsel.
Et Æsel er et Æsel dog,
Om selv det gaaer med gyldent Skrog.
Ø. Østers.
En Østers har ikke til Verden Fiduus,
Den veed, man kan æde den ud af sit Huus!
"Der slap det! men det er ikke overstaaet! nu skal det trykkes! og saa skal det læses! det skal bydes istedetfor de værdige gamle Bogstav-Vers i min Bog! Hvad siger Forsamlingen, Lærde og Ulærde, enkelte og samlede Skrifter? hvad siger Bogskabet? Jeg har talt - nu kunne de Andre handle!"
Og Bøgerne stode og Skabet stod, men Hanen fløi ned igjen i sit store A og saae sig stolt om. "Jeg talede godt, jeg galede godt -! det gjør den nye Abc-Bog mig ikke efter! den døer bestemt! den er død! den har ingen Hane!"
Der laae de nu og vendte opad! og Hanen i det store A straalede med røde, blaae og grønne Fjer; han brystede sig, for han vidste hvad Bogstaverne betød og at han var den eneste Levende i dem.
Da gamle Abc-Bog faldt paa Gulvet slog han med Vingerne, fløi ud og satte sig paa en Kant af Bogskabet, glattede sig med Næbet, og galede, saa det skingrede efter. Hver Bog i Skabet, som ellers Nat og Dag stod ligesom i en Døs, naar den ikke var i Brug, fornam det Trompetstød - og saa talede Hanen høit og lydeligt om den Uret, der var gjort den værdige gamle Abc-Bog.
"Alting skal nu være nyt, være anderledes!" sagde den, "Alt skal være saa fremad, Børn ere saa kloge, at de nu kunne læse før de kjende Bogstaver. ""De skulle have lidt Nyt!"" sagde han, der skrev de nye Abc-Vers, som ligge der spredte paa Gulvet. Jeg kjender dem! meer end ti Gange har jeg hørt ham læse dem op for sig selv, det var ham saadan en Fornøielse, nei, maa jeg bede om mine egne, de gode gamle med Xanthus, og de Billeder, der høre til; dem vil jeg kjæmpe for, dem vil jeg gale for! enhver Bog i Skabet kjender dem vel! nu skal jeg læse de skrevne nye! læse dem med al Rolighed! lad os saa være enige om, at de ikke due!"
A. Amme.
En Amme gaaer i Søndagsklæder,
Og Andres Børn er hendes Hæder.
B. Bonde.
En Bonde før leed stor Fortræd,
Nu er han tidt for meget med!
"Det Vers finder jeg nu inderligt flaut!" sagde Hanen, "men jeg læser videre!"
C. Columbus.
Columbus over Havet foer,
Og Jorden den blev dobbelt stor!
D. Danmark.
Om Danmarks Rige Sagnet gaaer,
Gud ei sin Haand af Danmark slaaer!
"Det vil nu Mange finde saa kjønt!" sagde Hanen, "men det gjør jeg ikke! jeg finder nu Ingenting kjønt her! - videre!"
E. Elephant.
En Elephant gaaer altid tungt,
Om ogsaa Hjertet det er ungt!
F. Formørkelse.
Formørkelse gjør Maanen godt,
Den gaaer saa længe med Kalot!
G. Galten.
Om Galten end faaer Ring i Næsen,
Han lærer ei det fine Væsen.
H. Hurra.
Tidt er et Hurra paa vor Jord
Et meget ubesindigt Ord!
"Hvor skal nu et Barn forstaae det!" sagde Hanen, "der staaer rigtignok paa Titelbladet: "Abc-Bog for Store og Smaa," men de Store have Andet at bestille end læse Abc-Vers og de Smaa kunne ikke forstaae det! Der er en Grændse med Alt! Videre!"
J. Jord.
Vor Jord er vor Moder saa rund og saa stor,
Og vi gaae tilsidst igjen i vor Moer!
"Det er nu raat!" sagde Hanen.
K. Ko. Kalv.
En Ko er Tyrens Madamme,
Og Kalven kan blive det samme!
"Hvor skal man nu * kunne forklare for Børn det Familieskab?"
L. Løve. Lorgnet.
Den vilde Løve har ei Lorgnet,
Det har den tamme i Nummer-Parquet.
M. Morgensol.
Op staaer den gyldne Morgensol,
Men ei fordi Gaardhanen goel.
"Nu faaer jeg Grovheder!" sagde Hanen; "men jeg er da i godt Selskab, i Selskab med Solen! videre!"
N. Neger.
Sort er en Neger al sin Tid,
Ham kan man ikke vaske hvid.
O. Olieblad.
Det bedste Blad - ja veed Du hvad?
Det var dog Duens Olieblad.
P. Pande.
Tidt rummes i Menneskets Pande,
Hvad knap kan rummes i Tider og Lande.
Q. Qvæg.
At eie Qvæg er stort og godt,
Selv være Qvæg, det er kun smaat.
E. Rundetaarn.
Skjøndt man er skabt som Rundetaarn,
Er man derfor ei høivelbaar'n.
S. Sviin.
Lad det Dig ikke gjøre hoven,
At Du har mange Sviin paa Skoven.
"Tillader De nu, jeg galer!" sagde Hanen, "det tager paa Kræfterne at læse saa meget! man maa trække Veiret!" - og saa galede den, saa at det skingrede som Messing-Trompet, og det var en stor Fornøielse at høre paa - for Hanen. "Videre!"
T. Theekedel. Theemaskine.
Theekedlen fik kun Skorsteens-Rang,
Og har dog Theemaskinens Sang.
U. Uhret.
Skjøndt Uhret stadigt slaaer og gaaer,
Midt i en Evighed man staaer!
"Det skal nu være saa dybt," sagde Hanen, "men jeg kan ikke hitte det paa Bunden!"
V. Vaskebjørn.
En Vaskebjørn kan vaske Tingen
Saa længe, at den bliver ingen!
X. - -
"Her har han ikke kunnet finde paa noget Nyt!"
I Ægteskabs-Sø skal der findes en Klippe,
Af Socrates blev den betegnet Xanthippe.
"Han maatte dog tage Xanthippe. Xanthus er nu bedre!"
Y. Ygdrasil.
Under Ygdrasil-Træ var Gudernes Sted, -
Træet er dødt og Guderne med!
"Nu er vi snart ude!" sagde Hanen, "det er altid en Trøst. Videre frem."
Æ. Æsel.
Et Æsel er et Æsel dog,
Om selv det gaaer med gyldent Skrog.
Ø. Østers.
En Østers har ikke til Verden Fiduus,
Den veed, man kan æde den ud af sit Huus!
"Der slap det! men det er ikke overstaaet! nu skal det trykkes! og saa skal det læses! det skal bydes istedetfor de værdige gamle Bogstav-Vers i min Bog! Hvad siger Forsamlingen, Lærde og Ulærde, enkelte og samlede Skrifter? hvad siger Bogskabet? Jeg har talt - nu kunne de Andre handle!"
Og Bøgerne stode og Skabet stod, men Hanen fløi ned igjen i sit store A og saae sig stolt om. "Jeg talede godt, jeg galede godt -! det gjør den nye Abc-Bog mig ikke efter! den døer bestemt! den er død! den har ingen Hane!"
SLUT
-----------------------------------------------------------------------------------------------------
Hans Christian Andersen, que no necesita ser presentado, nació y murió en Dinamarca. (1805 – 1875). Autor de relatos inmortales como La sirenita o El patito feo, Andersen posee una vasta obra por descubrir entre novelas, poesías y libros de viajes. Con este cuento- que posteamos en castellano y en danés- damos iniocio a una serie de lecturasde este excelente escritor.
Notícula- no pude ni supe corregir la grafía bicolor; mis disculpas a los espíritus monocromáticos.
3 comentarios:
¡Aplausos, Lisarda!
Te acompaño en la alegría de esta recuperación. Celia.
Gracias, Celia!! (Ya creía que no me leía nadie!)
Hola, de qué año es el cuento? aprox. Gracias!
Publicar un comentario